I denne serie har jeg taget udgangspunkt i en række fotos fra familiealbummet, som jeg har overført til en gammel broderet dug og monteret på en ring. Efterfølgende har jeg fortolket motivet med nål og tråd med respekt for det oprindelige mønster, men samtidigt med en retning, der peger fremad.
Her er jeg tydeligvis ved at så noget en gang i begyndelsen af 70’erne. Den voksne hånd, der kommer ind fra venstre, havde ikke oprindeligt rød neglelak på fotografiet, men det er en fortolkning, jeg har lagt ind. Til gengæld kan jeg tydeligt huske farveholdningen i kjolen, jeg havde på, så her har jeg været tro mod det oprindelige - også selv om det var et sort-hvid foto, jeg har taget afsæt i.
I min barndoms have stod der et meget højt pæretræ, der om efteråret i øvrigt afgav de skønneste Gråstenpære. Men træet havde også et meget langt tov med en knude for enden hængende. Det var svært at lære at hoppe op på tovet for at gynge, men den dag, jeg knækkede koden, stod min far tilfældigvis med kameraet og dokumenterede. Så her gynger jeg på en varm sommerdag for længe siden
Her var jeg rigget til på et uldent tæppe i Sydhaven, omgivet af legetøj. Hvad jeg har været utilfreds med, ved jeg ikke.
Ja, man slår sig en gang imellem, men jeg blev trøstet
I samlingen af fotos er der en lille serie fra da jeg var helt lille. Her har jeg givet et bud på hvordan verden kan opleves fra den vinkel
Der er ikke noget som dét øjeblik, hvor et lille barn betragter verden med undren, uden at kunne forstå hvad der foregår eller genkende mønstrer. Det kommer langsomt med tiden.